HR Manager

Kolding, DenmarkPosted Jul 7, 2026

Bliv HR Manager i en af Danmarks førende logistikvirksomheder

Vil du stå i spidsen for HR i en international virksomhed med over 1.200 medarbejdere og en central rolle i den danske organisation? Og motiveres du af at arbejde tæt sammen med direktion og ledelse, udvikle organisation og ledelseskraft samt sikre, at HR skaber reel værdi for forretningen?

Så har du nu muligheden for at blive HR Manager hos GLS Denmark.

GLS er en af Europas førende distributions- og logistikvirksomheder med stærke markedspositioner på tværs af en lang række lande. I Danmark beskæftiger GLS mere end 1.200 medarbejdere fordelt på 13 lokationer og leverer hver dag logistikløsninger til både virksomheder og private kunder.

Virksomheden er kendetegnet ved høj kvalitet, stærk drift og en kultur, hvor udvikling, samarbejde og ansvarlighed er centrale værdier. GLS er samtidig kendt for et stærkt fokus på arbejdsmiljø, trivsel og mental sundhed. Virksomheden arbejder målrettet med psykologisk tryghed, kompetenceudvikling og medarbejderengagement, fordi man tror på, at gode resultater skabes gennem mennesker. Samme menneskelige tilgang præger virksomhedens rekrutteringsarbejde, hvor der lægges stor vægt på at skabe en professionel og positiv kandidatoplevelse gennem hele processen. For GLS handler rekruttering ikke kun om at finde den rette medarbejder, men også om at sikre en god oplevelse for alle kandidater og et møde med virksomheden, der afspejler organisationens værdier og kultur.

HR spiller en vigtig rolle i at sikre, at organisationen har de rette rammer, kompetencer og ledelsesværktøjer til fortsat vækst og udvikling.

En central HR-lederrolle tæt på forretningen

Du overtager ledelsen af en velfungerende HR-funktion, som gennem de seneste år har gennemgået en markant udvikling og i dag udgør en vigtig strategisk partner for forretningen. Opgaven er ikke at skabe store kursændringer, men at bygge videre på et stærkt fundament og sikre, at HR fortsat understøtter virksomhedens vækst, kultur og ambitioner i en branche i konstant udvikling.

Som HR Manager får du det overordnede ansvar for HR-funktionen i GLS Denmark med direkte reference til Managing Director og en tæt samarbejdsflade til Group HR. Du bliver en af organisationens vigtigste rådgivere inden for ledelse, kultur og organisatorisk udvikling og får en central rolle i de beslutninger, der former virksomhedens fortsatte udvikling.

Du forventes at være en synlig og selvstændig HR-leder, som sætter retning, udfordrer eksisterende perspektiver og omsætter forretningsforståelse til løsninger, der styrker organisationen. Samtidig bidrager du med indsigt i nye tendenser og identificerer de områder, som får strategisk betydning for GLS i de kommende år.

Du bliver leder for et kompetent HR-team bestående af tre HR Business Partnere og en Learning & Development Partner. Sammen sikrer I en professionel, værdiskabende og forretningsorienteret HR-understøttelse på tværs af organisationen.

Rollen spænder bredt mellem strategi og drift. Du skal kunne bevæge dig ubesværet mellem de langsigtede organisatoriske prioriteringer og den daglige HR-praksis og trives i en rolle, hvor både udvikling, sparring og eksekvering er afgørende for succes.

Dine primære ansvarsområder:

  • Lede og videreudvikle HR-funktionen i GLS Denmark med fokus på at styrke organisation, kultur og medarbejderoplevelse.

  • Udvikle og implementere HR-strategier og initiativer, der understøtter forretningens mål, styrker medarbejderoplevelsen og skaber værdi for organisationen.

  • Drive organisationsudvikling, forandringsprocesser og ledelsesudvikling i en virksomhed med høje ambitioner og konstant udvikling.

  • Sikre en stærk medarbejderrejse gennem moderne, effektive og værdiskabende HR-processer.

  • Være en aktiv drivkraft bag employer branding, trivsels- og sundhedsinitiativer samt aktiviteter, der understøtter engagement, fællesskab og arbejdsglæde.

  • Rådgive organisationens ledere i komplekse personalejuridiske spørgsmål og sikre høj kvalitet inden for HR-compliance.

  • Sætte retning for digitalisering af HR, herunder AI-løsninger, automatisering og løbende optimering af processer.

  • Repræsentere GLS Denmark i internationale HR-initiativer og bidrage aktivt til udviklingen af koncernens HR-indsatser i tæt samarbejde med Group HR.

Din profil

Vi forestiller os, at du er en moderne og forretningsorienteret HR-leder med stærke relationelle kompetencer og naturlig gennemslagskraft. Du evner at kombinere strategisk udsyn med operationel handlekraft og formår at skabe følgeskab, udfordre konstruktivt og omsætte ambitioner til konkrete resultater.

Derudover ser vi gerne, at du:

  • Har en relevant videregående uddannelse inden for HR, ledelse, organisation eller lignende.

  • Har solid erfaring fra en ledende HR-rolle i en kompleks organisation.

  • Har stærk erfaring med organisationsudvikling, forandringsledelse og ledelsesrådgivning.

  • Er en troværdig sparringspartner for ledere på alle niveauer og formår at skabe følgeskab omkring nye initiativer.

  • Har indblik i ansættelsesretlige og personalejuridiske forhold samt sikrer en professionel tilgang til governance og compliance.

  • Har interesse for digitalisering, AI og datadrevet beslutningstagning og ser teknologi som en naturlig del af fremtidens HR.

  • Kommunikerer flydende på dansk og engelsk og begår dig ubesværet i en international organisation.

  • Aktivt følger udviklingen inden for HR og arbejdsmarkedet generelt og formår at omsætte nye tendenser og muligheder til løsninger, der understøtter GLS' kultur, medarbejdere og forretning.

Det får du hos GLS

Du får en central lederrolle med direkte reference til Managing Director og mulighed for at præge kultur, ledelse og organisatoriske prioriteringer i en virksomhed med et stærkt HR-fundament. Samtidig får du frihed og mandat til at videreudvikle et område, som allerede spiller en vigtig strategisk rolle for forretningen.

Arbejdsstedet er GLS Denmarks hovedkontor i Kolding.

Er du interesseret?

GLS Denmark samarbejder med GML om rekrutteringen. Du er velkommen til at kontakte Seniorkonsulent Janne Nissen på telefon +45 24 94 88 00 for yderligere information. Alle henvendelser behandles fortroligt.

Ansøgninger behandles løbende.

Want jobs like this matched to you?

SimpleCareer scores fresh postings against your résumé so you only see the matches that matter.

Get started free